Hævnfølelse

Slip af med hævnfølelsen

Har du nogensinde skulet ondt til en forbipasserende, der bumpede ind i dig, og tænkt, at du bare burde skubbe igen? Har udtænkt nedrige forbandelser over folk, der har stjålet eller ødelagt dine ting? Eller har du haft lyst til at brænde din eks-kærestes yndlings-ejendele, fordi han knaldede med en anden pige? Velkommen til den mørke side – du har mødt din hævnlyst!

Hvis du gennemgående ser dig selv som et godt, retfærdigt og storsindet menneske, er det ikke særlig rart at mærke lysten til hævn bruse i årerne, en det er faktisk en helt naturlig, ubevidst reaktion, når nogen gør dig eller dem du har kær ondt. Som regel driver lysten da heldigvis over, og du kan blive dit sædvanlige storslåede jeg igen, men nogle gange gnaver hævnlysten derinde. Og hvad gør en klog kvinde så?

 

Få din hævn

Gør det, du syder og brænder efter at gøre. Det vil utvivlsomt føles helt fantastisk at tage din hævn på kort sigt – problemet er bare, at det sjældent løser noget som helst at få hævn (det kan faktisk endda gøre det endnu vanskeligere at nå en løsning). Derudover giver det et hak i din selvfølelse at opdage, at du virkelig er i stand til at være sådan en slet person. Så overvej grundigt om det er det værd, inden du får din hævn.

Få hævn på legal vis
Dette er desværre kun en mulighed i de meget få tilfælde, hvor der rent faktisk ligger en forbrydelse til grund for den handling, der har vagt din hævnfølelse – du får næppe politiet til at anholde en forbipasserende, der gik ind i dig eller din utro kæreste?

Få konstruktiv hævn

Har du prøvet at anskaffe dig en ny garderobe og en fræk ny frisure efter kæresten er skredet? Så har du prøvet at tage en konstruktiv hævn. Konstruktiv hævn er, når du beslutter dig for at gøre dig selv til et bedre menneske; på den måde viser du, at din status er højere end din modparts. Og det overskygger den ydmygelse, der giver dig lyst til hævn.

 

Tilgivelse

Det her er den noble vej ud af hævnfølelsen – og den hårde vej. Det handler nemlig om, at du skal forstå, hvorfor din modpart gjorde, som han eller hun gjorde, og så tilgive ham det onde, han har gjort mod dig. Hvis det lykkes dig at tilgive ham eller hende, der gjorde dig ondt, kan I måske en dag med tiden blive genforenet og optage forholdet eller jeres venskab – men det kræver naturligvis, at I begge gør en indsats!

Billedkilde: Comfreak / Pixabay.com

Skriv en kommentar