Det skal du tænke på, inden du går i gang med at farve dit hår.
Er du også en af dem, der i årevis har overvejet at leve det sjove liv som blondine, eller er du hende, der også gerne vil prøve det mørke og mystiske look?
Så kender du også alt til frygten for at komme på arbejde eller på studiet med grønt hår eller at miste hele parykken i den ene side, fordi dit hår bukkede under for afblegningen. Følg tre-trinsguiden hér og bliv en helt ny kvinde – uden hårkatastrofer…
1. Skal du vælge hjemmefarvning eller frisør?
Du vil uden tvivl få det pæneste resultat, hvis du graver lidt dybt i lommen og giver ansvaret til en professionel.
Hjemmefarvning kan være et udmærket alternativ til hårfarvning, men glem alt om det, hvis du skal lave et drastisk skift mellem lys og mørk. Det er specielt en dårlig idé, hvis du har farvet dit hår i forvejen. Blandt andet fordi du aldrig vil kunne give dine udgroninger den samme farve, som resten af håret. Det er simpelthen ikke det værd!
Skulle du alligevel have lyst til at give dig i kast med hjemmefarvning, så er der gode råd at hente til, hvordan du får det flotteste resultat, når du farver hår derhjemme.
2. Hav ikke for høje forventninger til din hårfarve
“Ét stk hårpragt som Kate Hudson, tak!” Selv om Hollywood-stjernerne skifter fra den ene smukke hårfarve til den anden, skal du ikke regne med at ligne dit store idol lige med det samme.
Mange bliver skuffede, når de forlader salonen med deres nye manke. Når du skifter fra helt mørk til helt lys eller omvendt, kan det nemlig godt tage noget tid at få det til at se rigtig pænt og naturligt ud. Så skru forventningerne lidt ned og hav tålmodighed.
3. Du kan ikke få din gamle hårfarve tilbage lige med det samme
“Jeg kan da bare gå tilbage til platinblond i morgen, hvis jeg ikke kan lide mit nye goth-hår!” Fortryder du din beslutning om at farve dit hår i en helt anden farve, skal du ikke regne med, at du kan gå tilbage til din oprindelige farve ugen efter.
Det afhænger af forskellige ting som, hvor fint dit hår er, og hvor drastisk din hårfarveændring har været. Nogle kan godt farve det om igen efter to-tre uger, mens andre er nødt til at leve med farven i flere måneder efter.
Når du farver hår fra mørkt til lyst
Mange får at vide af deres frisører, at “det ikke kan lade sig gøre”, når de gerne vil have lyst hår. Men medmindre du har meget fint og sart hår, kan det sagtens lade sig gøre. Du skal bare finde en dygtig frisør og være forberedt på, at du ikke nødvendigvis går lykkelig ud af salonen i første omgang.
Du skal være opmærksom på særligt to ting:
1. Det kan være svært, hvis dit hår er farvet i forvejen
Det er sværere at farve dit hår lyst, hvis du har kunstigt farvet hår i forvejen, da det så er fyldt op med kunstige farvepigmenter. Dette gælder specielt, hvis du har farvet dit hår gennem mange år. Det kunstigt farvede hår vil i nogle tilfælde trække rigtig meget rødt og orange op, så du er nødt til at få det lavet over to eller tre omgange.
Dette kan du ikke vide i forvejen, så du skal i hvert fald være forberedt på, at du ikke nødvendigvis stavrer lykkelig ud af salonen lige med det samme.
2. En hurtig og langsom måde at gå fra blond til brunt hår
Der er to måder at gå fra mørk til lys på. Enten kan du farve alt håret lysere og lægge lidt striber i, eller også kan du tage den langsomme vej, hvor du gradvist lægger flere og flere lyse striber i. Vælger du den sidste måde, kan der gå flere år, før du er helt færdig.
Vælger du den hurtige måde, skal du også være forberedt på, at dit hår kan tage skade alt efter, hvilken kvalitet dit hår har, og hvor meget det kan tåle. Har du meget fint og skrøbeligt hår, kan dine spidser blive sprøde, og håret kan knække, hvis du bliver afbleget.
Det der konkret sker, når du lysner håret er, at skællaget åbnes, så farvepigmenterne kan hives ud. Hvis du har afbleget håret, uden at dit hår kan tåle det, kan skællaget ikke lukke sig igen, og dit hår bliver skrøbeligt, filtret og sart.